Scroll ned
Skonnerten Fulton
Sejlende søfarts historie
At sejle et skib, som skonnerten Fulton, føles som en rejse i tid. Ombord er søfartshistorien nærværende og relevant. Når man står på dækket, er det svært ikke at lade fantasien vandre og forstille sig, hvordan det har været at leve, sejle og arbejde til søs for over 100 år siden.
Sejlskibe som Fulton fragtede i 1800-tallet og først i 1900-tallet gods i store dele af verden. Dansk søfart i dag bygger på det sømandsskab, som blev skabt i disse skibe. Tusinder af søfolk på langfart levede og arbejdede i de små træskibe under primitive forhold i al slags vejr.
Fultons og Newfoundlandsfarten
Klipfisk – det salte “guld”
Fragtruten fra Newfoundland ved Canada til Sydeuropa med klipfisk er eftertragtet først i 1900-tallet. Betalingen er ca. 25.000 kr. for en enkelt rejse. På denne rute kan sejlskibene stadig konkurrere med de mere driftssikre dampskibe, hvor ventetid er dyr.
De saltede torsk, som tørres på små afsides pladser langs kysten, er en populær spise i de katolske lande ved Middelhavet, hvor der ikke spises kød i fasten. Skibene ligger på skift i naturhavnene på Newfoundland, hvor de sejler rundt og laster fisken efterhånden, som den er klar. Ventetiden bruges på at vedligeholde skibet.
Lastning af fisken
Lastrummet rengøres, grangrene lægges nederst, så bunden bliver plan og ovenpå lægges et tæt lag birkebark. Barken fortsættes op ad siden, så fisken beskyttes mod rust fra skibets nagler. Fisken bæres ombord i bærebøre af træ, der er lastet med 50 kg. fisk og bæres af to mand. I lastrummet lægges fiskene omhyggeligt i vandrette rækker, så hver klipfisk dækker 4/5 af den foregående. Det sikrer at lasten ligger sikkert på rejsen og er i fin stand når den kommer frem.
Nationalmuseets skibsingeniør, Ole Crumlin-Pedersen om valget af Fulton som museumsskib:
”Vi kunne på en gang klart fornemme skonnerten i dets mangfoldighed af væsener: Som en kompliceret og elegant trækonstruktion, som transportmiddel, som arbejdsplads, som økonomisk investeringsobjekt og først og fremmest som et minisamfund, hvor unge og ældre i fællesskab arbejder på det ene mål: At få skibet til at sejle bedst muligt”