Maskinskade

På stille sommersejlads gennem Limfjorden lød der pludselig en høj, metallisk lyd efterfulgt af motorstop. Det blev startskuddet til 10 hektiske dage i Thisted.

Alle blog indlæg

Scroll ned

Uforudset afslutning på dagen

Motorstop

Sommertogtet gik fra Aalborg mod Thyborøn, inden Fulton, med besætning og Esbjerg Matroser, skulle fortsætte til Esbjerg for at deltage i Tall Ships Races.

Feggesund færgen blev passeret om bagbord, mens aftensmaden simrede i ovnen. Der var hygge på dækket på en udsædvanlig smuk og lun sommeraften.

Idyllen blev med et afbrudt af en høj, metallisk lyd efterfulgt af motorstop og en hylende alarm.

Efter alarmen kom stilheden med fladt vand og ingen vind. Besætningen gjorde ankeret klar og lod det gå, da vi var drevet væk fra sejlrenden og nærmede os Mors.

På nyhederne læste vi med bekymring om skyderier i Fields og følte os privilegerede. Ombord gik livet videre og aftensmaden fik ben at gå på.

Med hjælp fra gode venner, der kom sejlende fra Fur, og andre, der stod klar til at tage imod os på kajen i Thisted, så lykkedes det at komme sikkert i havn sidst på aftenen.

Knækket ventil

Maskinskade

Næste morgen stod en teknikker fra Nordhavn klar på kajen. Han gik straks i gang med at skille den 4 år gamle motor ad, for at identificere hvad problemet var.

Konklusionen blev, at en knækket ventil var årsag til ravagen. Stumperne fra ventilen havde bevæget sig gennem maskineriet og beskadiget store dele af motoren.

Motoren skulle sendes til Nordhavns værksted i Randers. Reparationen så ud til at blive omfattende, tidskrævende og omkostningstung.

For Esbjerg Matroserne betød maskinskaden at Tall Ships Races fra Esbjerg til Harlingen i Holland blev erstattet med en kanotur på Skjern Å. Heldigvis krydret med godt humør.

Adgang til motoren

Samarbejde

Motoren ligger i bunden af skibet. Det er derfor et større projekt at få den løftet op derfra.

Masten ud

Første skridt var at fjerne mesanmasten. Ud over sejl, tovværk og vant så sidder Fultons radar og antenner også på mesanmasten, så der er meget at holde styr på. Besætningen kløede på og masten blev klar.

Værftet i Hvide Sande kørte til Thisted med kran. Masten blev løftet ud og placeret sikkert på kajen.

Hul i dækket

For at få adgang til motoren måtte skibstømreren fra værftet fjerne en del af dækket.

Teknikeren fra Nordhavn afmonterede motoren i maskinrummet. Herefter blev den løftet i land og kørt til værkstedet i Randers.

Fulton som tomastet skonnert i Thisted. Mesanmasten måtte ud for at få plads til at løfte den beskadigede motor op fra skibets bund.

Beslutning

Ny motor

Den gamle motor var så beskadiget af den omfattende maskinskade, at det blev besluttet at udskifte den med en ny. Heldigvis var der en enkelt tilbage i Danmark, som stod i Esbjerg.

Der blev lagt en plan for processen. Arbejdet blev hurtigt koordineret og sat i gang.

Sejlklar igen

Installation

Den nye Scania blev fragtet fra Esbjerg til Thisted. Motoren blev med kran løftet ned i maskinrummet, hvor Nordhavn stod for at få den tilsluttet korrekt.

Samtidigt stod skibstømrerne fra Hvide Sande klar til at lukke hullet i dækket, hvorefter det blev kalfatret.

Mesanmast med tilhørende topstang, bom og gaffel fandt tilbage på rette plads og det store arbejde med at få vant, tovværk, kabler og sejl rigtigt placeret gik i gang.

Efter isolering af maskinrummet kunne Fulton endelig tage på prøvesejlads på Thisted Bredning.

Løfte i flok

10 intense dage

Efter maskinskaden gik der kun 10 dage før Fulton atter var sejlklar. Det lykkedes kun fordi Fultons engagerede besætning, Nordhavn og Hvide Sande Shipyard stillede op og samarbejdede om at løse opgaven.

Med økonomisk støtte fra Fulton Ambassadører og Fultons Venner kunne udskiftningen af motoren heldigvis også ske uden alt for mange søvnløse nætter.

Se flere blog indlæg fra Fulton.