På bedding

Når efteråret går på hæld og sejlsæsonen slutter, går turen til værftet i Hvide Sande med beddingsophold og vintervedligehold.

Alle blog indlæg

Scroll ned

Vinter på værftet

Beddingsophold

At Fulton skal på bedding er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor det 187 ton tunge skib løftes ud af vandet, så skibets bund bliver synlig og tilgængelig.

På beddingen gennemgås skibets skrog grundigt og der laves en plan over forestående vedligeholdelsesopgaver. Arbejdsopgaverne fordeles mellem værftet og Fultons faste besætning, som assisteres af Esbjerg Matroser.

"Bedding bruges om et samlet anlæg, hvorpå man tager både på land. Når en båd kommer 'på bedding' er det en betegnelse for, at båden kommer på land, som regel i forbindelse med reparationer og vedligeholdelse"

Fulton på bedding

Op på land

På skinner, der ligner jernbaneskinner, triller beddingsvognen ned i vandet.

Når vognen er tilpas langt nede i vandet, sejler Fulton ind i beddingsvognen.

Vognen tilpasses skibssiderne, så skibet står fast og sikkert i vognen, også når det kommer op over vandoverfladen.

Når skibet er sikret, bliver det trukket op på beddingen ved at wiren, som holder vognen, rulles op på spillet.

Skibet løfter sig langsomt ud af vandet og ender med at stå højt og tørt i beddingsvognen.

Løbende vedligehold

Det er krævende at holde et træskib fra 1915 i god stand. På Fulton har vi en vedligeholdelses- og renoveringsplan, som giver overblik over de opgaver, der skal løses nu og i årene der kommer.

Under beddingsopholdet er det hovedsageligt skibets skrog, der er der tages hånd om. Planker udskiftes, skroget kalfatres og bundmales.

Skruen, roret og alt andet, der til daglig er under vandet, gennemgås også og renoveres i det omfang, det er nødvendigt.

Fulton er et passagerskib og skal derfor hvert år godkendes af Søfartsstyrelsen, som syner Fulton både på land og igen når skibet er tilbage i vandet.

Udskiftning af planke

Håndværk

At skifte en planke et et stort og tungt stykke præcisions arbejde. Skibstømrerne løser den fysisk krævende arbejdsopgave med respekt for skibets linjer.

Når planken, der skal udskiftes, er lokaliseret, så fjernes den stykke for stykke.

Nye planker

I år er der skiftet 2 planker, hvor den længste er 13,5 meter lang.

Skibstømmeren skærer planken til efter en skabelon. Planken kommer i svedekisten for at få den rette fleksibilitet, som gør det muligt at trække planken rundt om spanterne og spire den på plads.

Når planken er banket ind på plads, skal den slibes og kalfatres.

Efter en gang bundmaling er Fulton atter klar til at komme tilbage i sit rette element.

Se flere blog indlæg fra Fulton.