Scroll ned
Stabelafløbning i 1915
Dramatisk start
Til stabelafløbningen d. 26. marts 1915 mødte hele byen op i det fineste tøj for at følge med i begivenheden. Da Fulton var halvvejs i vandet gik skibet i stå og hang med hele vægten midt på kølen. Ofte vil en alvorlig kølsprængning være følgen af sådan et pres på skroget, men heldigvis ikke i Fultons tilfælde, hvor skonnerten slap med skade på roret og et par brækkede planker.
Fulton måtte tilbage på beddingen for at få udbedret skaderne. Med forsinkelse lykkedes det at få skibet i vandet og sejlklar uden varig skade. Dog mente mange, at uheldet var et dårligt varsel for skibets fremtid. Det har heldigvis vist sig, at Fulton har fået mange gode år på vandet og her efter 110 år er skibet i topform.
110-år med Fulton
To epoker på Fulton
55 år som fragtskib
Fulton blev bygget til at fragte klipfisk fra Newfoundland til Middelhavet. På denne rute kunne de gamle sejlskibe stadig konkurrere med de mere driftssikre dampskibe, hvor ventetiden var mere kostbar. De saltede torsk blev tørret på små afsides pladser langs kysten på Newfoundland og var en populær spise i de katolske lande ved Middelhavet, hvor der ikke spises kød i fasten.
Efter 8 års Atlanterhavs drift sælges Fulton til Sverige, først til Barsebäck og siden til Skärhamn, hvor Fulton sejler med fragt i Østersøen. I 1925 kommer den første motor på 38 HK ombord, som er en stor hjælp til de mange havneanløb. I 1960 køber Roar Nielsen fra Aalborg Fulton, til fragt af cement, korn, salt, træ, koks og sten hovedsageligt mellem danske havne.
Efter 55 år som fragtskib sættes Fulton til salg, da det ikke længere er rentabelt at flytte gods med et gammelt sejlskib som Fulton. Fulton, der løbende har fået udskiftet motoren med en større model, er indregistreret som motorskib og har kun en stærkt reduceret rig tilbage.
Til Nationalmuseet i 1970
55 år som ungdoms- og museumsskib
I 1969 fik Nationalmuseet øjnene op for at Danmarks store flåde af skonnerter svandt hurtigt ind. Mange skibe blev solgt til udlandet og andre lå og rådnede op. Nationalmuseet ønskede at bevare en værdig repræsentant for de små velbyggede, sødygtige sejlskibe, der omkring år 1900 sejlede på verdenshavene. Firmaet Fisker & Nielsen (Nilfisk) besluttede at donere skibet til Nationalmuseet i anledning af firmaets 50-års jubilæum og Mogens Frohn Nielsen fik øjnene op for at et sejlskib kunne bruges som pædagogisk værktøj i arbejdet med unge.
Nationalmuseets skibsingeniør Ole Crumlin-Pedersen og Mogens Frohn Nielsen valgte skonnerten Fulton, da skibet havde et sundt skrog og Fultons historie var veldokumenteret i Marstal – også med tegninger og billeder, som gjorde det muligt at tilbageføre skibet til det oprindelige udseende. Fisker & Nielsen købte Fulton og oprigning foregik under Mogens Frohn Nielsens ledelse. Skibet blev officielt overdraget til Nationalmuseet d. 30. maj 1970 i Roskilde
Siden 1970 har Fulton sejlet som lejrskoleskib, hvor skoleklasser fra hele landet kan komme på en uges togt og klassen deltager i de praktiske gøremål ombord. Overnatning foregår (stadig) i hængekøjer på banjen.
I de sidste 55 år har Fulton også været base for mange unge, som har haft brug for en hjælpende hånd til at finde en god kurs i livet. Pædagogikken har ændret sig markant over årene og fuldt med tiden. De unge har altid været en del af arbejdsfællesskabet på Fulton. I dag er det et partnerskab med Esbjerg Kommune, der sikrer at unge, med behov, kan få længere varende ophold på skibet.
"Det er en fornøjelse at Fulton kan sejle 110-års jubilæumstogt rundt i hele Danmark velrestaureret, i god stand og med samme udseende som i 1915. Vi glæder os til gode timer med mange glade mennesker"
Sejl med Fulton
Jubilæumstogt
I anledningen af skibets 110-års jubilæum sejler Fulton i 2025 et jubilæumstogt rundt i hele landet med besøg i 25 havnebyer. Vi håber, at rigtigt mange har lyst til at fejre jubilæet sammen med os. Derfor kan alle, der har lyst købe sig ind på en 3-timers sejltur med den tremastede skonnert. Der åbnes for billetsalg d. 1. januar 2025 kl. 12.
Medbring gerne madkurven og tøj efter vejret. Det er ikke muligt at købe forplejning ombord. Medlemmer af støtteforeningen Fultons Venner kan købe 2 billetter til medlemspris.
Sejlplan for togt
- 27. marts – Marstal
- 29. marts – Assens
- 5. april – Svendborg
- 11. april – Holbæk
- 25. april – København
- 3. maj – Hobro
- 9. maj – Skagen
- 11. maj – Østerby, Læsø
- 12. maj – Grenå
- 14. maj – Ballen, Samsø
- 16. maj – Middelfart
- 23. maj – Horsens
- 25. maj – Kalundborg
- 27. maj – Nyborg
- 8. juni – Vordingborg
- 9. juni – Stubbekøbing
- 12. juni – Rønne
- 15. juni – Helsingør
- 28. juni – Gråsten
- 26. juli – Aalborg
- 10. august – Esbjerg
- 12. august – Hvide Sande
- 14. august – Lemvig
- 16. september – Fur
- 17. september – Thisted
Se flere blog indlæg fra Fulton