Scroll ned

Lejrskole togt
Alle er med
At være på lejrskole på et sejlskib foregår i tæt samspil med naturen. Vi forsøger altid at tilrettelægge turen sådan, at der sejles mest muligt for sejl. Vi bruger ikke meget tid i havn. Det er vores erfaring, at det er samværet ombord, der skaber fællesskabet.
På en lejrskole deltager elever og lærere i alle daglige gøremål som sejlsætning, rortørn og nattevagt men også madlavning, opvask og rengøring. Der overnattes i hængekøjer i skibets gamle lastrum.
"Eleverne får en oplevelse. De ser områder af Danmark, som er ligeså fremmede som feriedestinationer. De prøver skibskost, at pumpe anker op, sætte sejl, sove i køje. Eleverne vokser med oplevelsen. De bliver klogere på sig selv og deres omgivelser."
Sejlende lejrskole
Praktisk info
Vi laver det kommende års sejlplan i november måned, hvorefter I vil få tilsendt information om, hvor I skal påmønstre og afmønstre. Ruten i mellem de to havne fastlægges ikke på forhånd. Vi har fokus på rejsen og livet ombord fremfor destinationen.
Vi tilbyder togterne til 6.-10. klasser, specialskoler og ungdomsskoler. Det skal være skolen, der arrangerer lejrskolen og der skal lærere med på turen. Derudover tilbydes lejrskoletogter også til sociale organisationer, der arbejder med børn/unge. De fleste er på lejrskole i 4 døgn, men andet kan også aftales.
Vores støtteforening Fultons Venner har en webbutik med Futontøj, hvis klassen ønsker at købe det.
"Det er netop forholdene ombord i denne lille sejlende verden, der giver opholdet stor værdi. De fleste pligter ombord nødvendiggør et vist samarbejde og den snævre plads kræver tolerance"
Godt at vide
Vil du høre mere om mulighederne, så er du meget velkommen til at kontakte os. Vi anbefaler, at du booker lejrskole hos os i god tid, men maks. 3 år frem i tiden.
På en lejrskole mener vi, det er vigtigt, at hele klassen kommer med og får en god oplevelse sammen. Hvis nogen har særlige behov eller udfordringer så kontakt os. Vi vil gøre, hvad vi kan for at finde en god løsning sammen med jer.
Når turen er booket, sender vi en kontrakt på aftalen og der skal indbetales et depositum på 25% af den samlede togtpris. Først ved rettidig indbetaling af depositum anses turen som endelig reserveret. De resterende 75% af togtprisen betales 3 måneder før togtets start.