Til Esbjerg Matroser

Velkommen ombord

Som Esbjerg Matros bliver du en del af det faste hold på skibet. Du kommer til at arbejde tæt sammen med besætningen, som altid gerne vil hjælpe dig. Vi glæder os til at møde dig.

Scroll ned

Esbjerg Matroser

Alle hjælper til

På et skib er der brug for alle hænder – også dine. Et ophold på skonnerten Fulton eller Fulton Energi er en oplevelse for livet. Du bliver udfordret, lærer nyt og udvikler dig.

Sammen med besætningen bliver du en del af skibets dagligdag og vi kommer til at løse mange praktiske opgaver i sammen. Du kan forvente at komme til at deltage i et arbejdsfælleskab, hvor vi respekterer hinanden og vores forskelligheder.

Besætningen sørger for at du bliver ordentligt og grundigt sidemandsoplært og det kommer til at foregå i dit tempo. Vi regner til gengæld med at alle ombord hver dag hjælper til og gør sig umage. Undervejs får du en god forståelse og fornemmelse for andre mennesker og bliver dygtig til at samarbejde.

Bedre trivsel - Højere selvværd

Ansvar

Alle ombord har et medansvar for hinanden og for at arbejdsopgaverne bliver løst bedst muligt. Som Esbjerg Matros kommer du til at tage mere ansvar efterhånden, som du er klar til det, – både på skibet og i dit eget liv.

Det overordnede ansvar i dagligdagen og for sikkerheden ombord ligger dog hos besætningen. Du vil altid få den hjælp, du har brug for, hvis blot du henvender dig til en af dem.

Praktisk info

Før påmønstring

Der skal laves en aftale med Esbjerg Kommune om, at du kan få en plads på ét af skibene. Det hjælper din vejleder eller rådgiver dig med.

Du mødes enten med skipper Jakob eller fartøjschef Lars til en snak om, hvem du er og hvad det vil sige at være Esbjerg Matros. Hvis du er under 18 år foregår det sammen med forælder/værge.

Ny ombord

Når du kommer ombord, vil vi tage imod dig og vise dig skibet. Derefter viser vi dig, hvordan du rent praktisk indretter dig ombord. Vi vil også snakke den kommende dag igennem, så du ved, hvad der skal ske.

Hvis der er noget, du er nysgerrig omkring eller har brug for hjælp til så tag en snak med en af os. Vi vil altid gerne hjælpe dig.

Første uge

I første omgang aftaler vi kun, at du kommer ombord på skibet i en uge, hvor du får mulighed for at prøve hverdagen ombord af.

Efter den første uge, har vi mulighed for at lave en længerevarende aftale, og så ved du allerede, hvad det vil sige at være Esbjerg Matros og hvordan livet på skibet kan være.

Fællesskab

På skibene er stemningen positiv og vi hjælper hinanden. Vores motto er: “Gode dage er noget vi gi’r hinanden”. Alle på skibet gør sig umage med at deltage i opgaverne og livet ombord på en god måde.

Det er vigtigt, at du har lyst til at være en del af fællesskabet. Du kan altid regne med, at vi vil hjælpe dig, og alle andre, med at få en god tid ombord.

Mobning accepteres ikke hos os.

Hvor længe?

Der er meget stor forskel på, hvor lang tid det tager at finde en god retning videre i livet for Esbjerg Matroser. Det vigtige er ikke, hvor lang tid det tager, men at du når frem til en god og holdbar kurs for dig.

Derfor ligger det ikke på forhånd fast, hvor længe du kan være Esbjerg Matros. Nogle er ombord i få uger og andre i mange måneder. Aftalerne er individuelle og kan sagtens justeres undervejs.

Afmønstring

Når du stopper hos os, har vi en aftale om, hvad du skal bagefter. Det er vigtigt, at du har en holdbar og realistisk plan, som kan bane vejen frem til et godt liv for dig. Din vejleder/rådgiver følger dig også efter tiden som Esbjerg Matros. Når du afmønstrer, laver vi en udtalelse til dig, som beskriver dine:

  • Arbejdsopgaver
  • Ansvarsområder
  • Evner du har udviklet
  • Positive kvaliteter

Esbjerg Matros

De to skibe

Der er to forskellige skibe, som du kan blive Esbjerg Matros på. Her kan du se, hvad du særligt skal vide, afhængigt af, om du skal være på skonnerten Fulton eller Fulton Energi i Esbjerg.

Sejlende rundt i Danmark

Skonnerten Fulton

Placering

Den tremastede skonnert Fulton sejler rundt i hele landet ofte med en lejrskoleklasse ombord. Når du er Esbjerg Matros på Fulton, vil det være forskelligt fra gang til gang, i hvilken havn du skal påmønstre og afmønstre. Vi aftaler med dig, hvor du skal møde op og hvordan du kommer frem og tilbage.

Dine forhold

Du får din egen køje med plads til din køjesæk/taske. På skibet har vi dyne, pude, sengetøj, håndklæder, regntøj, termokedeldragt og gummistøvler (hvis ikke du selv har). Du kan se, hvad du selv skal have med her: Pakkeliste

Ude og hjemme

I løbet af din tid på Fulton vil du med jævne mellemrum komme hjem – Efter aftale.

  • Hvis du stadig går i skole, så er du typisk ombord på Fulton 1-2 uger og hjemme 2-3 uger. Forudsætningen for opholdet på Fulton er, at du passer din skole, når du er hjemme.
  • Er du ikke længere i skole, så er du som regel ombord 2-3 ud af 4 uger. Mens du er hjemme kan der være aftaler, der skal holdes eller opgaver, som skal løses.

I Esbjerg Havn

Fulton Energi

Placering

Den tidligere hjemmeværnskutter Fulton Energi har fast plads i Esbjerg Havn, så det er der du møder ind. Når vi skal på tur får du at vide, hvor og hvornår du skal møde op.

Dine forhold

Da vi bruger meget tid udenfor, er det vigtigt, at du tager tøj på som passer til vejret og tag gerne ekstra varmt tøj med. Vi løser mange praktiske opgaver i hverdagen, så tag tøj på som godt må blive beskidt.

Mødedage

Alle skoledage fra kl. 8-15. Vi tager ofte på tur ud i naturen, nogle gange med overnatning, og det kan være med eller uden skib. I sommerferien er der en uges sommertogt på skonnerten Fulton, som du bliver tilbudt at tage med på.

Regler

Mobning

Vi respekterer hinanden og vores forskelligheder. Vi omgår hinanden på en ordentlig måde og mobning tolereres ikke. Hvis du har brug for hjælp, så tal med en fra besætningen.

Hygiejne

Da du arbejder tæt op og ned af andre er det vigtigt, at du hele tiden sørger for at holde en god hånd- og personlig hygiejne. Vask og sprit dine hænder af ofte.

Medicin

Hvis du indtager nogen form for medicin, laver du aftale med skipper eller fartøjschef omkring hvordan medicinen opbevares og hvornår den indtages.

Rygning og nikotinposer

Rygning foregår i land, efter aftale med et besætningsmedlem. Vi rydder op efter os selv og efterlader ikke skodder eller nikotinposer.

Når vi sejler er rygning tilladt på dæk i læsiden, så røg og aske kommer ud over siden. Skodder og nikotinposer smides ikke i vandet. Der er lommeaskebægere ombord.

Alkohol og energidrik

Da vi vil have et sundt og sikkert arbejdsmiljø ombord må man ikke være påvirket af alkohol på skibet.

Energidrikke er heller ikke en del af dagligdagen. Vi arbejder på at tage hastigheden ud af kroppen, så vi kan mærke, hvad der foregår i den, hvilket ikke er en mulighed, hvis der indtages energidrik.

Misbrug

Hvis du er i et misbrug, så kan du ikke være Esbjerg Matros. Misbrug tolereres ikke og det gælder alle former for illegale rusmidler, herunder også pufbars.

Misbrug medfører øjeblikkelig bortvisning fra skibet og afslutning af forløbet som Esbjerg Matros. Ved mistanke kan skipper eller fartøjschef forlange en urinprøve.

SoMe

Her kan du følge os