Barndomserindringer om Fulton og Marstal

Beretningen om Fultons søsætning og tiden i Marstal under 1. verdenskrig er skrevet af O. Timm fra Løgumkloster og udsendt til Fultons Venner med julehilsenen i 1986.

Alle blog indlæg

Scroll ned

Marstal i 1914

Som barn oplevede jeg en interessant periode i Marstal, der på det tidspunkt havde ikke mindre end 7 træskibsværfter og et – senere to – stålskibsværfter, hvoraf det sidste eksisterer endnu og er kendt for bygning af sine stålkuttere.

Dagligt kunne man fra havnen høre øksehug og savning af planker, fordi alt tømmer, der skulle anvendes blev håndsavet og håndhygget. Først mange år senere blev der opført et savværk, så arbejdet kunne udføres med maskinkraft. Men da mit hjem lå i den sidste gade nær havnen, kan jeg endnu i erindringen genfremkalde lyden fra beddingerne og skibsbyggepladserne og har mange gange set, når et nyt køl blev lagt til et skib.

Skibstømmere

På Christian Ludvig Johansens plads i Marstal i 1913. Tredje fra venstre er den 28-årige Claus Hermansen, der var formand for sygekassen og kasserer i skibstømrernes fagforening. Bag ham ses den 32-årige Jørgen P Jørgensen.

1. verdenskrig

Det år Fulton blev bygget på skibsbygger Johansens værft (hans yngste søn og jeg var klassekammerater i mellemskolen) var under 1. verdenskrig. Jeg mindes således d. 1. august 1914, da mobiliseringen til hæren blev udsendt, heldigvis var min far et år for gammel til at kunne blive indkaldt. Det var den skønneste august aften, man kunne tænke sig. Alt var blikstille og ikke en vind rørte sig. Vandet mellem Langeland og Ærø var spejlblankt og solen var ved at gå i hav, da damperen, der skulle afhente de indkaldte, stilfærdigt og uden en lyd lagde til bolværket, som kom den med selve døden om bord.

Havnepladsen var sort af mennesker, men ingen sagde noget og vi børn, der selvfølgeligt altid var der, hvor der skete noget, husker endnu den dystre stemning, som opholdt man sig i et gravkammer og vi blev vidner til mangt et varmt håndtryk og en blank tåre hos familiemedlemmer, der skulle sende en far, en søn eller bror ud i det uvisse. Kom de mon tilbage?

I parentes skal bemærkes, at Marstal alene mistede 53 af sine stolte sømænd. Marstal var på det tidspunkt en af de såkaldte 5 flækker, og da “den spanske syge” også hærgede byen og døden gjorde sin rige høst blandt indbyggerne, så man overalt sørgeklædte mennesker. Således mistede en familie samme dag tre voksne sønner, der alle blev begravet samme dag. De, der oplevede det, glemmer det næppe nogensinde.

Beddingen

Men det var Fulton det skulle dreje sig om. Som nævnt ovenfor blev Fulton bygget på skibsbygmester Johansens værft. Ikke for intet blev skibet kaldt for en af verdenshavenes gråspurve, for i min barndom hed det: “Gråspurve og Ærø-boere kan man finde over hele verden”. Ærøs befolkning levede den gang udelukkende af søfarten og i 1915 havde øen med sine kun 6.000 indbyggere 282 skibe.

Det var ikke ualmindeligt at en sømand, der sejlede på langfart eller på varmen, som vi sagde, ikke kom hjem i flere år, ja undertiden var borte så længe, at børnene havde svært ved at kende deres far, når han kom hjem. Der gives eksempler på, at en far er kommet hjem med 5-6 års mellemrum, når barnet skulle i skole eller konfirmeres.

Da en fjerdedel af den danske skibsflåde ejedes af øens indbygger og der kom så mange penge til øen, at sparekasser og banker nægtede at forrente dem, hvorfor mange penge blev sendt til udenlandske banker. Dengang hed det sig at Ærø var Danmarks rigeste ø.

Beddingen Fulton blev bygget på står mig ganske klar i erindringen, bl.a. fordi den lå i nærheden af Toldboden, hvor vi Marstaller piger og drenge ofte legede skjul på havnepladsen efter arbejdstid. Det var let at finde et skjulested mellem planker og bjælker, og når den der skulle finde os, var kommet tilstrækkeligt langt fra ens skjulested, gjaldt det om hurtigt at løbe til Toldbodens porte og råbe: “jeg kle-donner af”. Men det skal man være Ærøbo for at forstå.

Spanterejsning

Fulton på Christian Ludvig Johansens plads i 1914. Skibet til højre er skonnerten Cocos, der står næste færdigbygget på skibsbygmester G. Clausens plads. Dette skib blev d. 12. juni 1915 stukket i brand af en tysk ubåd i Nordsøen, da det var på vej med trælast til England.

Trange kår

I 1915 var der små kår i mange hjem, mangel på fødevarer, især fedstoffer og brændsel. Det hjalp kun lidt, at der var penge nok, når man ikke kunne få noget for dem. Det var derfor heller ikke sjældent, at børn blev sendt til byggepladserne med en sæk på nakken for at samle spåner og kasserede træstykker, ligesom man også kunne blive sendt ud i grøftekanter og med store lådne vanter samle brændenælder, der skulle drøje på foderet til grisene.

For at samle brænde skulle man have Mesters tilladelse, og jeg ser endnu for mig børn sidde på en planke og vente på Johansen, for at opnå hans tilladelse til at samle spåner og deslige på hans byggeplads. Affaldsbrænde fra Fulton er således også gået op i luer i mit barndomshjems kakkelovn og komfur.

 

Stabelafløbning

Omsider kom den dag, Fulton skulle navngives og løbe af stabelen. En sådan begivenhed var altid en oplevelse, man nødig gik glip af. Som regel fik skolebørnene fri, men det kunne godt “stikke en lærer” ikke at give sin klasse fri, således fik min klasse ikke lov til at løbe til havnen, hvilket vi børn tydede som “han er en værre landkrabbe og har slet ingen forståelse af søen” – Imidlertid stak jeg af fra timen og nåede frem til tiden. Men det kostede mig også en svedetime bagefter og en anmærkning i min karakterbog.

Det var altid meget spændende, hvad skibet skulle hedde. Navnebrættet sad som regel på agterstavnen, skjult under en dækplade, der automatisk blev rykket af, når skibet begyndte at glide ned af beddingen.

Masser af børn og voksne havde taget opstilling på begge sider af skibet, alt imens beddingen blev smurt ind i grøn sæbe af byggefolkene, så skibet kunne glide langsomt ud i vandet.

Fra for til agter var tit hejst alle søfartens signalflag, men Fulton havde Dannebrog hejst på mastetoppene. Det var ikke altid masterne var sat i på skibet, inden det løb af stabelen, men Fulton prangede med alle sine tre master, mens det stod på jorden. Et storslået syn for et barn, der også stod på jorden og kiggede op på skibet.

Hurra og uheld

Desværre var jeg ikke selv med om bord. Mor havde givet os forbud mod at entrere skibene, når de løb af stabelen, fordi hun engang havde hørt om et skib, der var væltet på beddingen. Det gjorde nok også sit til at vi ikke turde trodse forbuddet, trods kammeraternes energiske opfordringer, men jeg kunne da være med til at råbe “hurra”, da skibet begyndte at sætte sig i bevægelse, men da kølen tog vandet, forstummede Hurraråbene. Hvad skete der? Fulton blev stående stille med størstedelen af skibet på beddingen og kom ikke længere, et øjeblik, som næppe glemmes af de, der var tilstede.

Man havde ikke regnet med den lave vandstand i havnen på det tidspunkt og Fulton måtte senere hales i vandet med de forhåndenværende kræfter, men det gav straks anledning til at sætte folks overtro i bevægelse, idet en sådan hændelse kun kunne betyde uheld for skibets fremtid. Heldigvis kom dette ikke til at passe. Fulton eksisterer stadigvæk, om end det har været på forskellige afveje i mellemtiden.

Avis notits

1915

Fulton i en ny tid

Dengang i 1915 drømte “Mester” skibsbygmester Johansen næppe om, at hans skib skulle få en så prisværdig opgave, som det nu til sidst har fået for dansk ungdom. Overalt, hvor Fulton har vist flaget, har jeg fulgt det i tankerne, når jeg har læst om det eller som forrige år, da det lå i Korsør havn. Jeg gik og ventede på at komme med en færge og gav mig i snak med en gammel mand, der stod og fiskede fra molen.

Pludseligt fik jeg øje på en tremaster og spurgte: “Det skulle vel aldrig være Fulton, der ligger derovre ved den anden mole?” “Jo-da”, svarede han og så fik jeg travlt, startede bilen og kørte over til skibet. Der var ingen at se om bord, men jeg sprang uden tilladelse ned på dækket og gik omkring og kiggede – og mindedes – og kom for sent til færgen.  Men jeg kunne jo tage den næste. En chance som denne, at røre Fulton oplever jeg nok ikke mere, så den skulle ikke gå mig forbi. Jeg oplever næppe heller mere at se et skib løbe af stabelen i Marstal, men når jeg ser stabelafløbning i TV, så presser vandet i øjenkrogene og jeg får brug for et lommetørklæde, det vækker en egn uforklarlig følelse og tankerne går til Fulton.

Jeg håber, at kaptajn og de søfolk, der nu bemander Fulton må få kræfter og held og midler til fremdeles at gøre et godt stykke sømandskab for den ungdom, der i vore dage trænger så hårdt til, at nogen vil interessere sig for dem og tage sig af deres uddannelse og udvikling.

Lykke til – og tak.

O. Timm, Løgumkloster
Fra Fultons Venners julehilsen i 1986

Se flere blog indlæg fra Fulton.