Scroll ned
Tidligere Esbjerg Matros fortæller
Rejsen med Fulton
Mia går på maritim HF i Frederikshavn, har to studiejob og er ved at tage kørekort. At hun skulle give sig i kast med alt det og samtidig have det godt med sig selv havde hun absolut ingen tro på, før hun blev matros på Fulton, fortæller hun:
– Jeg var ind og ud af psykiatrien i en længere periode, og jeg startede på Fulton, da jeg oplevede at være allerlængst nede.
Matros på Fulton
Pres for uddannelse
Inden da følte hun, at hun skulle direkte videre fra 9. klasse i gymnasiet.
– Som mange andre unge ville jeg hurtigst muligt gennem gymnasiet med et højt snit, videre på universitetet og ud og have et voksenjob. Men det var et kæmpe pres, og jeg havde det mentalt ekstremt dårligt. Jeg kunne knap nok tage vare på mig selv til sidst.
På opfordring fra sin far kontaktede hun en ungevejleder i Esbjerg Kommune. Vejlederen foreslog en prøveuge ombord på Fulton, og derefter takkede Mia ja til at blive Esbjerg Matros og tilbragte godt et år på Fulton fra slutningen af 9. klasse, og mens hun gik i 10. klasse.
I tiden på Fulton oplevede hun, at det blev lettere at føle sig tilpas, også når noget er rigtigt svært, forklarer hun.
Fulton blev for mig starten på en bedre og tryggere måde at være i verden på.
En opgave ad gangen
Livsvigtige redskaber
Hun lærte, at hun selv kan skabe gode rammer for sig selv.
– De rutiner og den struktur om min hverdag, som jeg skal have for at have det godt, kan jeg skabe selv. Jeg behøver ikke at lede efter dem andre steder.
En af de erfaringer, som hun har med fra Fulton, er at fokusere på en opgave ad gangen.
– Ombord på skibet arbejder vi med en række små, konkrete opgaver. En ad gangen. Er der ikke plads til at tænke en masse over fremtiden. Det er godt for mig og det bruger jeg meget i mit liv nu.
Samtidig fik hun på Fulton en vigtig oplevelse af at kunne finde ud af mange ting, forklarer hun:
– Mange af os Esbjerg Matroser kommer fra en hård baggrund og mangler selvtillid, og så oplever vi, at vi kan flytte et 110 år gammelt skib og sejle rundt med skoleklasser. Og man lærer vitterlig noget hele tiden. Alt fra at sætte sejl til at vaske op bedst muligt.
Samtidig blev hun ansporet til at magte mere end hun troede, at hun kunne:
– Det er kulturen på Fulton, at man godt må tage et pusterum, hvis der er en opgave, man ikke kan løse lige nu. Men man får mulighed for at mærke efter og hjælpe til at løse opgaven sammen med andre og i sit eget tempo. Det betød, at jeg pressede mig selv mere – på en god måde.
"Mange af os Esbjerg Matroser kommer fra en hård baggrund og mangler selvtillid, og så oplever vi, at vi kan flytte et 110 år gammelt sejlskib og sejle rundt med skoleklasser"
Tiden som matros på Fulton
Ingen spiller smarte
Mia mødte ombord mange forskellige mennesker, hun ellers aldrig ville have mødt og talt med. En af dem er blevet hendes bedste ven.
– Der er ingen, som spiller smarte på Fulton, og jeg kunne smide facaden, når jeg var ombord.
Hun havde med egne ord “de vildeste søvnproblemer” før Fulton og prøvede mange slags sovemedicin, men det løste sig helt ombord.
– Den første nat ombord sov jeg altid forfærdeligt. Det er normalt. Men fra nat to havde jeg perfekt søvnrytme uden sovemedicin: Jeg sov godt og havde masser af energi. Det hjalp på min søvn at indgå i de daglige rutiner og at have rigtigt meget at lave ombord.
– At være så meget ude i frisk luft og at spise hjemmelavet og nærende mad gør både meget godt for kroppens energi og for psyken. Man får mere mentalt overskud til at klare dagligdagen. Derfor prøver jeg virkelig at lave sund mad nu frem for fastfood.
Stå på egne ben
Svær hverdag efter Fulton
Mia oplevede at tiden efter Fulton var svær. Hun valgte at starte på en maritim HF i Frederikshavn og skulle nu stå helt på egne ben.
– Alt var svært det første og andet år efter Futon, hvor jeg gik på HF. Jeg havde det svært med andre og mig selv og med at lave egne rutiner og holde fast i dem. Det hele var overvældende.
Men hun har fået det bedre. For nylig var hun tilbage på Fulton til et arrangement i Esbjerg Matrosklubben – et tilbud til både nuværende og tidligere Esbjerg Matroser om at deltage i aktiviteter cirka fire gange om året:
– Der kunne jeg mærke, hvor meget jeg alligevel har rykket mig siden da, og at selvom det er hårdt, så kommer jeg fremad.
Små skridt
En time ad gangen
Når hun sidder og taler med de andre i sin HF-klasse eller er til eksamen, er det stadig hårdt, og hun glæder sig vildt til at blive færdig.
– Men nu tager jeg det hele time for time, sådan som jeg lærte på Fulton.
Mia har ikke længere en plan for fremtiden, og det ser hun som en god udvikling:
– Jeg skal nok klare HF; det går jo faktisk godt. Men nu har jeg fået ro i, at selv hvis det skulle gå galt, går det alligevel. Jeg har ikke længere det pres indeni for at præstere. Jeg tager en dag ad gangen og vil i fremtiden fokusere på, hvad jeg godt kan lide.
Hun overvejer at læse til socialpædagog, men lader det stå åbent, hvad der skal ske jobmæssigt, siger hun og smiler:
– Jeg giver mig selv lov til ikke at have så travlt med at finde ud af det. Jeg troede, den var helt gal med mig, men faktisk tror jeg ikke, at nogen børn og unge har godt af tidligt at mærke et stort pres for noget i fremtiden.
Nærmest magisk
Mia elsker sin familie, men før Fultontiden havde hun det rigtigt svært med familien og oplevede ikke tryghed og stabilitet derhjemme. Hun kunne ikke se dem i øjnene. Det kan hun godt nu: - Det er stadig ikke megagodt med familien, men det er nemmere og tættere. Vi talte ikke sammen før og kom let op at skændes. Nu kan jeg nyde at bruge tid med dem og sætter pris på dem. Vi har det rigtigt godt nu. Det er nærmest magisk.
To gode råd fra Mia
- Giv os mulighed for at vise, hvad vi kan, frem for hvad vi ikke kan. Vi vil alle sammen gerne, men behøver nogle rammer om det.
- Giv de unge tid til ikke at have travlt. Det virker imod hensigten at føle sig under stort pres for hurtigt at blive til noget bestemt.
Læs mere
Kurs mod fremtiden
Artiklen er fra magasinet Kurs mod fremtiden, som går i dybden med Fultons arbejde og Esbjerg Matrosordningen.