Til lærere

Når du har arrangeret togt

Et lejrskoleophold på Fulton foregår i tæt samspil med naturen. Alle deltager i de praktiske opgaver ombord og sammenholdet styrkes undervejs.

Scroll ned

Godt at vide

Inden I tager på togt

Vi glæder os til at se jer ombord. På lejrskolen står skibets besætning for struktur, praktik og instruktion af deltagere. Jeres opgave, som lærere på turen, er at have øje for, at alle er med i fællesskabet samt at tage hånd om eventuelle personlige udfordringer hos eleverne.

Vi mener, at det er vigtigt at alle i en klasse kommer med på lejrskole. Hvis der er deltagere med udfordringer, som kan gøre det svært at komme afsted, så kontakt os. Vi vil gøre, hvad vi kan for at finde en god løsning.

En uge før togtet starter skal du udfylde deltagerlisten her på siden. På hver deltager skal vi bruge navn, navn på kontaktperson og telefonnummer på kontaktperson. Alle deltagere skal deles i tre hold og det angives i deltagerlisten, hvilket hold hver deltager er på. Endeligt skal der tages stillig til brug af billede og video materiale for hver deltager. Særlige behov i forhold til kost, medicin eller lignede kan også angives i deltagerlisten.

Praktisk info

Hvert år i november laver vi sejlplanen for det kommende år. Herefter får I at vide i hvilken havn, I skal påmønstre og afmønstre. Dette giver god mulighed for at bestille frirejse hos DSB for jer, hvis I har adgang til det.

Sejlplanen indeholder kun på- og afmønstringshavne. Turen mellem de to havne planlægges med udgangspunkt i ugens vejrmelding, så I får den bedst mulige oplevelse. Vi har fokus på rejsen og livet ombord fremfor destinationen.

Der påmønstres kl. 13.00, hvis ikke vi har aftalt andet. Vi forudsætter, at I har spist frokost inden ankomst.

Ved påmønstring stilles alle deltagere op til baksmønstring. Dette er et gammelt udtryk, som stammer fra marinen, men som stadig bruges ombord på skoleskibene Danmark og Georg Stage, hvor skoleskibseleverne bliver inddelt i bakker (hold). Opstillingen er praktisk, når besætningen skal give beskeder, men også i en eventuel nødsituation, hvor overblik, optælling og instruks er vigtig.

Bakkerne deltager aktivt i pligterne ombord, såsom kabysvagt (madlavning), bakstørn (opvask) og dæksvagt (rorgænger, udkig) samt i de øvrige daglige opgaver på skibet.

Afmønstring sker kl. 11.00, med mindre andet er aftalt.

Vi vil gøre, hvad vi kan for at imødekomme særlige behov, da vi ved, at det er vigtigt for klassens fællesskab, at alle kommer med på lejrskoletur.

Hvis en deltager har specielle behov, f.eks. på grund af allergi eller religion, skal det skrives på deltagerlisten. Normalt giver dette ingen større problemer, når blot deltageren er klar over, at skibet ikke er et flydende supermarked med stort hotelkøkken. I særlige tilfælde kan der være produkter, deltageren selv skal medbringe (f.eks. glutenfri produkter).

I er altid velkomne til at kontakte os, så vi i fællesskab kan finde den bedst mulige løsning.

Der er almindelige toiletter ombord på skibet.

Hvis man skal i bad, foregår det i havnens badefaciliteter.

Det er ikke tilladt at bade fra skibet grundet badecirkulæret.

Fulton Fonden påtager sig intet ansvar for deltagernes opførsel eller deres ejendele. Hjemtransport af syge er ikke omfattet af nogen forsikring. Skulle en deltager blive syg ombord, vil skibet kunne rekvirere hjælp over RadioMedical. I alvorlige tilfælde kan deltageren evakueres med en ambulancehelikopter og komme under lægebehandling.

Der tages forbehold for ”force majeure” i situationer (f.eks. maskinskade eller lignende), der kan betyde forsinkelser, afkortelser eller omlægning af sejlplanen.

Betina Sohn Kæseler

Administrator