Partrederiet Fulton

I Marstal blev de fleste skibe finansieret gennem partrederier i starten af 1900-tallet. Sådan var det også for Fulton.

Alle blog indlæg

Scroll ned

Fra drøm til virkelighed

Eriksen og Fulton

“Får jeg nogensinde mit eget skib, skal det hedde ‘Fulton'”, udbrød Marius Eriksen, efter at have læst om den amerikanske ingeniør og kunstner Robert Fulton, der med skibet ‘Clermont’ i 1807 indledte dampskibsepoken i Nordamerika.

Eriksen fik sit ønske opfyldt, da han i 1915 blev partejer i og skipper på den nybyggede tremastede skonnert ‘Fulton af Marstal’, som han førte i 6 år.

Forventninger til skipper

Når en Marstal-skipper ville have sit eget skib i starten af 1900-tallet, så skulle der sparres op til investeringen. Men det var mindst lige så vigtigt at vinde andres tillid som en ansvarlig skipper og navigatør, da det som regel også var nødvendigt at få andre til at investere i skibet.

Da den 39-årige Marius Eriksen bestilte skonnerten ‘Fulton’, hos skibsbygmester C.L. Johansen, stillede han selv med godt og vel en tredjedel af byggesummen, som var på 33.ooo kr. Resten af investeringen blev finansieret gennem et partrederi.

Partejer og skipper

Marius Eriksen

Fulton skipper 1915

Investering i søfarten

Partrederier

I starten af 1900-tallet var de fleste skibe i Marstal ejet af partrederier, hvor flere gik sammen om at skyde penge i skibsbyggeriet og udrustningen af skibet.

Skipperen måtte typisk komme med en stor andel af pengene, men også skibsbygmestre og andre håndværkere omkring skibsbyggeriet fik andel i skibet i stedet for eller som supplement til betaling for deres arbejde. De købmænd, der udrustede skibene til den første rejse, blev også ofte betalt med en andel i skibet.

Partrederiet samlede flere Marstalborgeres økonomiske interesser i skibet. De enkelte partejere fik hver sin part af skibets eventuelle over- eller underskud.

Et partrederi ejede ikke mere end et enkelt skib. Det var risikabelt at investere i søfarten, da der jævnligt var skibe, som forliste. Mange valgte derfor at sprede risikoen ud ved at investere i flere partrederier.

I Marstal forekom der dog også ‘selvejerskibe’, hvor skipperen ombord ejede hele skibet og også var registreret som reder. Denne ejerform var mest almindelig for småskibe i Østersøfarten.

Marstal havn

Vinteroplagte skonnerter og galeaser i Marstal havn omkring 1910.

Hovedejere

Skipper og reder

Udgiften til skibets anskaffelse opdeltes i hundreddelsparter. Ingen part i ‘Fulton’ var mindre end 5/100. Skipper Marius Eriksen købte selv den største part i skibet, som var en 35/100-part.

Sejlmagermesteren Hans Petersen i Skolegade købte 20/100-part i skibet. Han var dog i ikke nogen helt almindelig sejlmagermester, men også ‘Korresponderende reder’ for både ‘Fulton’ og et dusin andre skibe. Han flyttede senere til København og blev “rigtig” skibsreder.

Øvrige partejere

Skibsbygmester C.L. Johansen fik hovedparten af sine udgifter ved skibets bygning dækket af de øvrige parthavere, selv beholdt han kun 5/100-part i skibet.

Købmand E.A. Boye i Møllergade udrustede skibet til første rejse og fik 5/100-part.

Skipperens bror, maskinmester H.H. Eriksen tegnede sig for 5/100-part og blandt Marstals øvrige skippere, tegnede J.H. Stegmann sig for 15/100-part og J.E. Christensen og P.L. Schmidt hver for 5/100-part.

Det var almindeligt, at en sidste part gik til en købmand et andet sted i landet, hvor man let kunne proviantere. I dette tilfælde gik denne 5/100-part til købmand Chr. Jensen Hansen. Med denne ene undtagelse var hele byggesummen til skibet skaffet i Marstal.

Partrederi

Selskabsform

Partrederierne var på mange måder andelstanken overført til skibsfarten. I partrederierne hæfter partejerne ikke solidarisk, men udelukkende pro rata, hvilket vil sige i forhold til den andel, som partejeren ejer af partrederiet.

Partrederier eksisterer stadig i dag og er beskrevet i Sølovens kapitel 5: Om partrederi

Se flere blog indlæg fra Fulton.